Ensomheden

Jeg føler mig ikke længere i stand til at have et liv. Et ordenligt liv. Jeg melder fra, fra diverse sociale sammenkomster, er i underskud af overskud, og er i det hele taget bare trist her for tiden. Derudover er ensomheden enorm. Hele tiden. Jo, ja. Jeg har da én, måske to veninder, men jeg savner bare det jeg engang havde. Jeg savner at se mig selv som glad.
GoSupermodel fællesskabet fylder en del i mit liv, og jeg er glad for at jeg har fået kontakt til lidt forskellige mennesker igen, men.. det kan ikke erstatte en god klasse, eller nogle gode veninder man ser hver dag.
Hvis min ene veninde gik ud af min klasse ved jeg ikke hvad jeg ville gøre. Tør slet ikke at tænke på det. Men på den anden side bør jeg også værdsætte hvad jeg har. Mange i verden har slet ingen venner, de har intet sted at bo, eller en familie.Og alligevel hader jeg mit liv. Jeg hader det så groft. Jeg har her på det seneste også tænkt meget over hvorfor man egentlig lever? Ja, man skal føde børn, sikre menneskehedens overlevelse og så videre, men verden bliver snart overbefolket og på det tidspunkt betyder ens eksistens ikke noget. Folk ville nok nærmere foretrække en død så. Nogen gange strejfer tanken om, hvordan folk ville reagere hvis jeg døde. Og nej, det er ikke fordi jeg er selvmordstruet eller noget som helst, men virkelig. Hvem ville blive påvirket af min død? Min familie.. Ja ok, nice. Og... så nok også min ene veninde. Men det er sgu heller ikke et liv at råbe hurra for. "YES JEG HAR ÉN VENINDE! .. og en familie der aldrig er hjemme"
Jeg ville bare ønske at jeg havde en veninde jeg kunne snakke om ALT med. Bare vide at der var nogle, udover min usle familie, der elskede mig. Det ville virkelig gøre en forskel. 
Jeg savner at elske livet.