Det var sådan spørgsmålet i dag lød i et spørgeskema der blev sendt rundt i klassen. Da ordet "spiseforstyrrelse" blev nævnt fik jeg en klump i halsen og et chok. Jeg havde sgu ikke lyst til at besvare noget så personligt som det, til en flok naive 3.g'ere der tror at vi vil svare på hvad som helst.
Jeg er aldrig blevet diagnosticeret med noget, hvilket vil sige jeg aldrig har haft en spiseforstyrrelse. Men det irriterer mig lidt, for hvor går grænsen egentlig mellem om man har eller om man ikke har? Er det først når man har snakket med en læge/psykolog? For så er man jo på det stadie hvor man erkender sit problem, hvilket vil sige at man er i behandling. Der må i så fald gå mange udiagnosticerende spiseforstyrrede mennesker rundt, og spørgsmålet er lidt om jeg er et af dem. Jeg har i hvert fald et problem med mad, eller jeg havde. Og tror aldrig jeg kommer over det. Der vil altid ligge noget bag, noget der siger 'forbudt mad' og 'tilladt mad' og vægten vil altid være noget af det mest skræmmende. På den ene side hader jeg mig selv for det, men på den anden side så.. elsker jeg også mig selv for det. Jeg elsker at jeg (i perioder...) har den selvkontrol, og jeg elsker at jeg ikke vil tillade mig selv at veje over 50 kg. Jeg elsker egentlig meget af det gode ved det. Men jeg hader at jeg ikke bare kan være normal oppe i mit lille hoved. Tage ned i netto og købe en plade chokolade og en slikpose i stedet for sukkerfrit tyggegummi og coca cola light. Og lige så snart jeg giver mig den frihed til at købe .. en pose bolcher for eksempel, så fortryder jeg sådan bagefter.
Nå, men tilbage til det spørgeskema. Jeg sad og tænkte over det i omkring 20 sekunder. Havde egentlig lyst til at sætte en ring rundt om ja'et men.. Det ville have været lidt egoistisk at diagnosticere sig selv med en sygdom mange vil give deres halve liv for at komme af med, så jeg satte ring rundt om nej'et, og vendte hurtigt papiret om.
Tror aldrig jeg får svar på det. Men det er egentlig også ok.. tror jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar