Min historie

Ikke ret mange ved meget om mig, og ingen ved det hele. Jeg vil i dette indlæg prøve at skrive lidt om mig, og.. hvad jeg lige har på hjertet. 


Da jeg gik i 5. klasse skiftede jeg skole. Jeg skiftede fra en skole jeg var glad for, til en skole jeg ikke var så vild med. Den primære grund var pga. al den larm der var i klassen, desuden mente mine forældre at en privatskole ville være meget bedre for mig. Jeg troede på dem, og jeg ønskede for mig at jeg fik det godt så jeg gik med til det. 
Allerede efter et par uger i den nye klasse skulle vi på lejrskole. Jeg lå i begge uger og græd, tryglede min mor om at lade mig blive hjemme, men hun sendte mig afsted. 
Jeg faldt aldrig til i den klasse. Jeg havde nogle enkelte jeg gik med, men ikke andet. Og det gjorde så ondt indeni når jeg mandag morgen fandt ud af at de havde været sammen, og set film og hygget. Jeg sad og lyttede og smilte for ville ikke vise at jeg var ved at græde. 
I 7. klasse kom der en ny pige i klassen. Hun hed Christina, og jeg var fast besluttet på at hun skulle være min nye bedste veninde. Og det blev hun. Problemet var bare at Christina var lidt længere fremme i sin udvikling end jeg var, hvis man kan sige det sådan. Kan huske at vi engang tog til Lyngby for at ryge vandpibe, og der lokkede hun mig så til at ryge en cigaret. Ikke det bedste selskab, men jeg holdt alligevel af hende. I sommerferien mellem 7. og 8. klasse tog jeg et par kilo på, og var før blevet kaldt ting som "anoreksiofret" og så videre. Men da jeg første dag i 8. klasse trådte op fik jeg kommentaren "Hold da op, du har godt nok taget på!" og det ødelagde mig totalt. Jeg grinte bare og lod som ingenting men hvis personen bare vidste hvor meget det ødelagde mig. Jeg gjorde egentlig ikke rigtig noget ved det dengang, for jeg fik stadig kommentarer om hvor tynd jeg var, og at jeg bare var så heldig at have sådan en flot krop, så det var okay. 
Christina gik i starten af 9. klasse ud, og jeg var alene. Jeg glædede mig til at komme i gymnasiet for havde hørt at pigerne bare var en stor lykkelig gruppe som alle kunne enes. Men nej. 
I starten af 1.g gik jeg i en klasse med biologi som linje. Linjen var jeg meget glad for, men jeg kunne ikke med nogle af pigerne, og det knuste mig helt sindssygt rent psykisk. Jeg var aldrig til lægen, men vil i dag tro at jeg dengang havde en depression. Jeg spiste langsomt mindre og mindre, og nåede ned på 43.3 kg. Jeg følte mig stadig klam, og fed. Kun én person snakkede til mig, og hun sagde at jeg skulle passe på for hun kunne godt se hvor jeg var på vej hen. Hun var så sød, og er desværre i USA i år. 
Men jeg blev så træt af at tage hjem hver dag og have ondt af mig selv, så i januar måned, efter en super god skitur i Norge med alle 1.g'erne (sov sammen med fysikklassen) besluttede jeg mig for at skifte over i fysikklassen. Det var virkelig en god beslutning. Jeg følte mig så godt tilpas, og så værdsat. Jeg havde faktisk et socialt liv, og så havde jeg 2 bedste veninder. Havde aldrig haft det så godt i mit liv, men lykken var desværre ganske kort, for fandt hurtigt ud af at jeg simpelt hen ikke kunne finde ud af matematik og fysik på så højt niveau, og jeg kunne ikke klare 2 ekstra år med dumpekarakterer i de vigtigste fag, så snakkede med studievejlederen om mine muligheder. Der var HF og 1.g (igen) og jeg valgte HF. Vidste dog godt at typerne var mere "Min Louis Vuitton taske er dyrere end din!" end "Hvad fik du som resultat i nummer 2c i blækregningen til næste uge?" men tog alligevel det valg, og kom ind med en af mine bedste veninder. 
Jeg mistede kontakten til de fleste fra min gamle klasse, selvom de havde klasselokale skråt overfor mig. Og at vide jeg kun havde en veninde var ikke den fedeste tanke. Havde samtidig mistet kontakten til rigtig mange over gsm. Blandt andet en af mine bedste veninder jeg kendte gennem der. Så tror aldrig jeg har følt mig så ensom som jeg føler mig lige nu. Whiner virkelig, men.. sådan er jeg. 
Og min nuværende klasse er, ja, som jeg havde regnet med. Jeg holder mig meget for mig selv, og undgår helst at snakke med dem, for jeg har intet tilfælles med dem, men har lidt andre jeg kan snakke med. Desværre snakker nogle af dem om at gå ud, da de heller ikke har det godt i klassen. Håber de bliver.
Føler jeg er samme sted som for et år siden. Det eneste jeg nu bare kan tænke på er mad. Det er virkelig det eneste der går gennem mit hoved. Og jeg er egentlig bange for hvad fremtiden venter, for jeg ved at jeg ikke får det bedre hvis jeg ikke gør noget. Og mit socialliv er stort set ikke eksisterende, hvilket desværre er min egen skyld. Jeg føler mig simpelt hen ikke tilpas blandt andre (fremmede) mennesker. Jeg bryder mig ikke om at tale til andre, i frygt for at det jeg siger er latterligt. Håber alt bliver bedre i fremtiden, for føler mig så ussel. Lige nu skal jeg bare igennem HF og videre i livet.